Ungmidt.dk - stedet for unge diabetikere i region Midtjylland

diabeteschat.dk | ungdiabetes.dk | diabetes.dk | altomdiabetes.dk

Ungmidt.dk

Tilbud til unge diabetikere!

Er du også træt af folk, som ikke rigtig forstår dig? Og kommentarer som, ”Lavt blodsukker? Så må du hellere tage noget insulin” eller spørgsmål så som ”hvis du har sukkersyge, hvorfor må du så spise slik?” Så vil det være en god ide at læse videre...

Vi er en gruppe af unge diabetikere, der hjælper dig med at få kontakt til andre unge, som kender din situation. Det foregår gennem forskellige arrangementer, hyggeaftener, events, foredrag og meget meget mere! Det er primært for unge i alderen 18 til ca. 30 år.

Gruppen er startet i efteråret 2006 og har et årligt budget på 20.000 kr. Pengene bruges på forskellige sociale arrangementer (f.eks. events, foredrag, hyggeaftener), som har fokus på samværet frem for fokus på diabetes. Der kan være indslag med fagpersoner, men det vigtigste er, at give unge diabetikere (inklusiv os selv) mulighed for at møde andre som kan relatere sig til dagligdagen med diabetes.

Da diabetesbladet kun udkommer ca. hver 2. måned har vi oprettet en mailliste man kan tilmelde sig for at få oplysninger om kommende arrangementer. Vi vil stærkt opfordre dig til at blive tilmeldt, så du kan følge med i hvilke tilbud vi har til dig. Der er ingen forpligtigelser og du kan altid afmelde dig igen. Der vil kun blive sendt mail ud før arrangementer og lignende (6-10 gange årligt). Du kan tilmelde dig her på siden.

Emner der kunne være rare at snakke med andre unge om:

Diabetes og uddannelse.
Diabetes og familie.
Diabetes og festlivet.
Diabetes og lækkersulten.
Diabetes og sex.
Diabetes og flytte hjemmefra, bo alene.
Diabetes og rejselyst.
Samt mange andre emner!

Ungegruppen Midtjylland består af helt almindelige unge, i alderen 18 til 30 år, med forskellige livserfaringer, tips og tricks. Desværre er vi ikke så spredt geografisk som vi gerne ville være og derfor er nye medlemmer meget velkomne. Hvis det skulle have din interesse så kontakt os endelig. (Målgruppen er hele region Midtjylland, men vi er i dag samlet primært omkring Århus).

Gruppen blev startet i efteråret 2006, det første års tid gik primært med etablering af gruppen (hjemmeside, folder m.m.) og samarbejde med de andre grupper i landet. Siden da er der kommet mange nye ansigter til (hvor alle er "startet" ved at komme til et af vores arrangementer). På hjemmesiden her kan du se lidt mere om hvem vi er, og hvad vi laver.

Du er altid meget velkommen til at kontakte os via e-mail eller telefon, hvis du har noget du gerne vil snakke med en anden ung om. Eller hvis du har en super god ide, til et arrangement…

Vi glæder os til at høre fra dig!

Har du forslag eller kommentarer til siden? så kontakt os | ©2007 Michael Andersen